Spredte træk om forholdene i Karby Sogn
Hovedsageligt fra ca. 1870-80
Af Chr. Worm.
Naar jeg har bestemt mig til at nedskrive nogle Erindringer fra min Barndomstid i halvfjerdserne, er det især, fordi det er mit Haab dermed muligt at redde fra Forglemmelse Ting, som en kommende Slægt ikke har og ikke kan have Kundskab om, undtagen netop gennem Optegnelser af en, som selv har levet den Tid med. Jeg maa imidlertid bemærke, at Skildringerne helt igennem kun er støttet af min Hukommelse, som ganske vist endnu er udmærket; men der kan jo dog muligvis have sneget sig en eller anden Hukommelsesfejl ind, hvorfor jeg paa Forhaand beder Læserne om Overbærenhed.
Skolen
Karby Skole var den Gang vel nærmest en Type paa en bedre vestjydsk Hovedskole med en forholdsvis stor Lejlighed; Forstue med Teglstensgulv. Sovekammer med Bræddegulv, en Storstue med kulørte Fliser samt en tre-fire mindre Kamre og selvfølgelig Køkken, Spisekammer og Bryggers. Skolestuen var sammenbygget med Lejligheden med fælles Gang, Teglstensgulv gamle Træborde med Bænke til 4 a 5 Elever ved hver; i Lokalet fandtes et Monstrum af en Kakkelovn, som i Reglen var mere tilbøjelig til at udvikle Røg end Varme: i min Faders Tid, da jeg begyndte at gaa i Skole, og han maatte holde Hjælpelærer, havde det været en yndet Sport at fylde en af de gammeldags svære Nøgler til Kister og lignende med Krudt, snige sig til at faa samme praktiseret ind in Ovnen og med Spænding afvente den uundgaaelige Katastrofe, naar Krudtet eksploderede; da dette endelig en Gang førte til, at den øverste Halvdel af Ovnen røg ud I Stuen og nær havde ramt nogle forholdsvis uskyldige Børn, gav Fader Ophavsmanden en saa grundig korporlig Afstraffelse, at denne Form for Sport fik et Dødsstød
De Børn, som nu færdes i de lyse hyggelige Stuer, kan jo umuligt tænke sig Forholdene dengang; vi mødte om Sommeren barbenede eller i de saakaldte Faerleshueser, altsaa fodløse Strømper, om Vinteren i gode jernbeslagne Træsko, for de flestes vedkommende hvide Træsko med Kramper; det var kun Børn fra de mere velhavende Hjem, der stillede i Basartræsko, og slig en Luksus som Støvler og Sko var kun forbeholdt enkelte udvalgte; jeg, skønt degnesøn, er næsten vis paa ikke ,at have haft et Par Sko før i 12 Aars Alderen, men vi fandt os godt tilrette med Forholdene, som de var.
For at betegne den mægtige Forskel mellem da og nu er det nok at anføre, at i de 7 Aar, jeg gik i Skole, havde vi, siger og skriver, een Udflugt, men under meget beskedne Former, Børnene gik til Glomstrup Plantage en Sommereftermiddag og havde deres Mellemmad med, legede dernede og blev om Aftenen hentet hjem i et Par lange Stængervogne, denne Hjemkørsel var Udflugtens Hovedbegivenhed, thi den Gang fik man ikke overvættes mange Køreture; jeg var dog i den Retning heldigere stillet end de fleste, da jeg fik mangen en herlig Køretur om Sommeraftenerne med forskellige Gaardmarnd, som hentede deres Arbejdere i Torp eller Ørndrup Kjær, især bevarer jeg i taknemmelig Erindring Mindet om gamle Anders Chr. paa Karby Mark, som foruden Køreturen gav mig mangen en 10 øre for at underholde ham med Historier paa Turen. 10 øre var en Kapital den Gang.
Mens jeg er ved Skoleerindringerne, vil jeg lige omtale, at jeg nok, saavidt jeg husker, gik i Skole til 7 forskellige Hjælpelærere. og af disse var der særlig to, jeg erindrer med Glæde og Taknemmelighed, Dahlsgaard, Forfatteren Marius Dahlsgaards Fader, takker jeg især for at have vakt min siden da aldrig svækkede. historiske Interesse, og for den Omhu og Interesse, han nærede for at udvikle min medfødte Lyst til at fortælle, han var meget afholdt af Børnene, og mellem mine Forældre, særlig min Fader og ham, bestod der et varmt Venskab. Jeg tudbrølede, da han i 1876 rejste til Vester Flade, hvorfra han 1879 forflyttedes til Legind, hvor han jo var Lærer hele Resten af sin Funktionstid.
Den anden hed Brejnholt Jespersen, var fra Taabel I Thy, hvor han fik Embede, da han rejste fra os, og ligesom Dahlsgaard forblev han ogsaa hele sit ‘Liv i det samme Embede; han var meget dygtig, særlig i Dansk og Stil, og ham har jeg meget at takke for med Hensyn til Evnen til at kunne forme Tanker i læselig. og ordentlig Stil; de andre husker jeg nok, men ingen af dem har haft nogen særlig Betydning for min Udvikling.
Fastelavnsballet
Den største Begivenhed i Skolen var det aarlige Fastelavnsbal, som imidlertid ogsaa fejredes under andre jævnere Former end nu, det var jo smaat med Penge dengang, og Børnene fik ikke ret mange at rutte med; vi gav fra 10 øre og op til 25 øre pr. Barn, og for den indkomne Sum blev der saa købt Boller og Mjød, jeg tror ogsaa. Spillemanden lønnedes af den indkomne Sum. Naar Katten var ekspederet, vankede der en Omgang Boller og et GIas Mjød. Denne vigtige Handling, Uddelingen og Udskænkningen. foretoges af Fader, og det gik ordentligt og højtideligt til, 2 Børn ad Gangen vandrede op til Forhøjningen, og modtog med dyb Andagt den liflige Nydelse; jeg antager, der almindeligvis vankede fire Glas Mjød og fire Boller til hver I Løbet af Ballet, og det syntes vi var meget godt. Dansen gik ogsaa lystig, især støjende, desformedelst at Størsteparten mødte I Træsko, hvad der ogsaa passede bedst til Gulvet, nogle af Pigerne var saa flotte at møde i Klodser, hvordan det var muligt at danse i disse overgaar min Forstand, men det gik ypperligt.Jeg var dengang som fremdeles en født Modstander af Dans, som jeg foragtede som en kunstig Adspredelse, der ikke passede sig for Drenge, men desværre, Flertallet bukkede under for Fristelsen, og jeg og nogle trofaste Tilhængere, omtrent alle fra Karby By. næsten en Slags Forvarsel om, at jeg ogsaa senere skulde finde mine bedste Støtter her, maatte jo saa se at faa Tiden til at gaa med andre Adspredelser, dels med at skumle over de andre, dels, hvis der var Sne, med at slaas med Snebolde og endelig passe omhyggelig paa, om der mulig skulde vise sig erotiske Tilbøjeligheder hos enkelte af Deltagerne. Senest Kl. 12 sluttede Ballet, og dermed var Aarets største Begivenhed gledet ind i Historiens Rige; endnu mindes jeg med Glæde de enkelte jævne Former, Børn da kunde more sig under.
Vinterleg
Qm Vinteren holdt Drengenie fra Karby og Torp vældige Slag med Snebolde, skønt jeg jo egentlig, ifølge Skolens Beliggenhed, nærmest hørte til de nordlige Torpdrenges Parti, var jeg dog saa lokalpatriotisk, at jeg stedse stod paa den karby’ske Side i Kampen, ikke saa meget som aktiv Deltager, men mere som Strateg og Taktiker, udvælgende de bedste Forsvarssteder, og i Reglen var vi de sejrende, hvad der dog ikke saa meget skyldtes særlig Kampdygtighed som det, at vi næsten altid var flest. Vi var dog altid lige gode Venner, saa snart Kampen var endt.
En af de Vintre, jeg gik i Skole, fik vi en uventet Fornøjelse, idet der indtraf et Tilælde, jeg aldrig har hørt omtale siden; først faldt det med med Højvande, saa Aaens Vand gik helt op i Bækgaardens Gaardsplads, dernæst faldt Vandet samtidig med saa stærk Frost, at endog Aaen tillagdes straks. Derved fremkom det Forhold, at vi kunde køre paa Kælke og Isflager helt oppe fra Aabredden mod Syd og helt op i Gaarden, en overmaade spændende og fornøjelig Sport, som det kneb saa svært at holde op med, at vi ufravigeligt kom for sent, naar vi skulde ind efter Middagspausen; det mest yndede Befordringsmiddel var en Isflage, som vi brød op af den faste Is længere vest paa, men Efterspørgselen efter brugbare Flager blev snart saa stærk, at entreprenante Drenge lavede Forretning med at skaffe til de mere magelige og velhavende, som var i Stand til at honorere med Figner, et Stykke Kandis eller for særlige udvalgte Eksemplarer den svimlende Sum af 5 øre, desværre varede Herligheden kun 14 Dage, saa kom der et væmmeligt Tøvejr og ryddede hele Stadsen; der var i det hele taget et udmærket Terrain til Vinterfornøjelser i de store overskyllede Fælledstrækninger langs med Fjorden, hvor man kunde løbe paa Is helt omme fra Karby By og om til Madsbjerg, og i strenge Vintre, og det var der som oftest, havde man Fjorden, som let blev sikker, i alt Fald ud til Revlern., Vi havde, synes jeg, i min Barndom meget strengere Vintre end nu, tit Snedriver fra Skolen og helt op til Karby By saa høje som Huse, og mange Uger igennem laa Sneen. Ind under Jul kunde det være meget ubehageligt, den Gang købtes der ikke Mel Butikkerne, Folk lod selv Rug og Hvede male og sigte I Møllen og bagte hjemme; de, som ingen stor Ovn havde, som f. Eks, os, lagde Dejgen hjemme og fik saa bagt Sigtebrød hos Bageren. Havde det saa, som jo ikke saa sjældent skete, staaet med mange Dages stille Vejr og Rimfrost, saa Møllerne ikke kunde gaa, og der endelig en otte Dages Tid før Jul kom Blæst, blev der KapIøb til Møllerne; traf det saa ind med en tre Døgns Snestorm, blev Stillingen prekær, det kunde jo slaa fejl, tænkte vi Børn da, at vi kunde faa det dyrebare Mel hjem til Julebagningen, og det spillede til Gavns en Rolle, for vi var ikke forvænte med Sigtebrød og Kager, det vankede der simpelt hen ikke, undtagen til Jul og Paaske, og saadan, som det var i mit Hjem, tænker jeg, det var de fleste Steder, ogsaa i Gaardene.
Julen
Var saa endlig, tit under stort Besvær, Melet bjerget, oprandt den store Dag, da der skulde bages; der begyndtes tidligt; der var meget at bestille, der skulde bages saa mange Sigtebrød, at de kunde vare et godt Stykke op i Januar, dernæst Nødder, som hest skulde slaa til omtrent til Kyndelmisse, Kjjærmes, som vi udtalte Ordet, saa Kovringer og æggekager, endelig Smaakager, vi syntes, vi var med de villeste i den Henseende, da Moder altid bagte 3 Slags Smaakager, Sirupskager, hvide Peberkager og Sandkager, der betragtedes som den allerfineste Lækkerbidsken; der betaltes i indbyrdes Byttehandel med 10 Nødder pr. Kage og nødes under dyb Andagt, idet man omhyggeligt undgik at spilde en Krumme. Hvedebrød bagtes aldrig hjemme, jeg tror næsten, de saakaldte Æggekager i nogen Maade skulde erstatte Hvedebrød,
Saa oprandt da endelig Juleaftensdag, og i mit Hjem var Forløbet af Lillejuledag altid ens, Fader var alt for ægte konservativ til at fravige den en Gang vedtagne Orden, der spistes ikke Middagsmad, men Smørrebrød og varmt øl samt iøvrigt Paalægsmellemmader, og det var vel Skik overalt og er vel hovedsageligt endnu. Naar Fader havde sovet Middagssøvn, den, han aldrig forsømte, gik han til Karby, og vi vidste nøjagtigt hvad efter, nemlig 1 Almanak, 1 Spil Kort og 1 Fl. Mjød, ingen af Delene var det os tilladt at røre, det blèv gemt i Chatollet til Aften; naar der saa var sørget for Køerne og Faarene med et ekstra godt Foder, og nogle Haandfulde Korn strøet ud til Fuglene, var det mørkt, og man kunde begynde at g1æde sig til Juleaften. Først spiste vi Suppe og kogt Kød, og saa færdig med første Maaltid; saa blev der højtideligt aabnet for det ny Spil Kort og spillet om Nødder, Femkort, Halvtolv, Kør i By, Bank og Hypping, herunder vankede der Kaffe, en Nydelse, som ellers kun tilstededes om Søndagen. Saa kom Salmebøgerne frem, og en Mængde af de gode gamle Julesalmer blev sungne, Kl. godt 9 spistes der Nadver, Risengrød og kogt Torsk, det vilde overalt være bleven betragtet, som det ikke var Juleaften, hvis man ikke fik Torsk til Nadver, hos os kom den af os Børn med Længsel ventede Mjødflaske frem, Proppen taget op. og en saare alvorlig Udskænkning foretaget, det gik traditionsmæssigt tiI. Først drak Fader, saa Moder, derefter os efter Alder, og sidst Tjênestepigen, endnu mindes jeg den højtidelige Følelse, hvormed vi drak Mjøden, for nu vidste vi til Gavns, at Julen var begyndt; endelig sang vi saa en Salme, saa gik vi i Seng. Folk sad ikke saa sent oppe den Gang som nu.
Julemorgen skulde man tidlig op for at blive færdig til Kirkegang; der spistes altid Torsk til Frokost, atter I Anledning af den store Højtidsdag et Glas Mjød til hver, saa i Kirke, det var en kold Omgang, sommetider i en 7 Graders Frost og derover, ingen Varme i Kirken, og vældig længe varede en saadan Juledagsgudstjeneste, gamle Provst Brixethe holdt lange Prædikener, ogsaa var der jo den store Skare af Højtidsofrende; det var spændende for os Børn, efter Hjemkomsten fra Kirken, at faa Lov til at hjælpe ved Tællingen af Ofret, det var jo en vigtig Del af Degnens meget beskedne Pengeløn. De kontante Beløb, de forskellige Ofringer indbragte, blev vel ikke store Beløb maalt med Nutidens Maalestok; thi det var kun faa, der ofrede en Daler eller tre Mark, mange 1 Mark Del 8 Skilling, i de gamle Penges Tid. Da vi fik de ny Penge, blev det jo saa nok henholdsvis 2 Kr., 1 Kr., 50 øre og 25 øre, men der var jo en Del mere Forslag i Pengene den Gang, der blev jo ikke købt tilnærmelsesvis saa meget i Butikkerne som nu, og Skatterne var kun et Minimum mod Nutidens. Juledag var det vist almindeligt at tilbringe hjemme, Folk havde Respekt for Dagens Højtid, den maatte ikke bruges til Gilder og Lystighed. Men derefter tog saa Julegilder og Besøg fat, jeg kan dog ikke erindre, at vi hjemme havde noget i Retning äf Julegilder, de var vist ikke saa helt almindelige den Gang; det var Bryllups-, Begravelses- og Barselgilder, der særlig var store, men Folk kom naturligvis sammen, mest under Former som hjemme, at der en Aften kom en tre, fire Mænd med deres Koner, Mændene spillede Kort, meget lavt, Mis, Scherwinsel og enkelte Whist, som regnedes for det allerfineste Spil, som kun faa Udvalgte dyrkede. Under Spillet nødes der saa et Par Thevandsknægte, The med Brændevin, mens Konerne strikkede og snakkede samt drak Kaffe, alt meget jævnt og tarveligt.
Børnene kom jo ogsaa sammen om Julen, men kun de, som fra Skolen var gode Venner og Kammerater, samt Slægtens Børn rundt om fra Sognet, disse Sammenkomster begyndte gerne Kl, 3 ; naar Børnene var samlet drak de Kaffe, og de næste Par Timer gik med at snakke og lidt Tilløb til Leg, men det blev ikke til noget videre før efter Mellemmaden: denne nødes i Reglen ved 6-Tiden, og en ufravigelig Ret ved denne var henkogt Kød i en Slags sød Sauce samt ellers Mellemmad. Saa begyndte for Alvor Legen, mest bestaaende af Sanglege, der kunde vi Undermaalere i Dans dog nogenlunde være med; ogsaa legedes der Pantelege samt almindelig Runddans, men det undgik jeg saavidt muligt, der var jo næsten altid et Par ligesindede.
Karbys Pris
Der ligger en By ved Limfjords Strand
nærved de blaanende Vande,
hvor Lærken sig hæver I Luften med Sang,
højt over de grønklædte Vange,
den synger om Fjordens Bølger blaa,
og bringer til fjernere Steder
en Hilsen fra den Strandbred, som saa
en Gang paa vor Barndoms Glæder.
Hin Strandbred tilhører min Fødeby,
Karby jeg monne dig nævne,
din Kirke sig løfter højt mod Sky
op over de Bygninger jævne,
Byen sig spejler I Bredningens Blaa
i Sommerkvældsluftninger blide,
mens Arnerøgen fra Gaard og Vraa
sig snor under grønklædte Lide.
Og aldrig jeg glemmer min Fødeby,
dens Aa og dens grønne Banker
og stedse vil i mit Bryst være Ly
for hjemlige kære Tanker,
og naar jeg skal stedes til Hvilen ind
skænk mig I Dødningehaven
en Plads, hvor min Hjemstavns friske Vind
kan suse lydt over Graven..
Karby, i Februar 1929.
Chr. Worm.
